Hvad sagde jeg...

Ja jeg ville nu ønske at det ikke passede, men !!!!
I fredags fortalte Sofaløven begejstret at han nu skulle opereres af overlæge selv. Hmmm tænkte jeg, det er ikke altid en fordel, da de ikke har det så meget i hænderne som "lægerne på gulvet". Lørdag besøger jeg så en meget træt og forpint Sofaløve som har ondt hver gang han hoster.
Lørdag går med ultralyd, ct-scanning og galdedrænsanlæggelse, hvor der promte kommer 500ml mærkelig farvet galde ud. Lørdag aften får jeg at vide at han næste dag skal til en kikkertundersøgelse for at finde ud af hvor al den væske kommer fra.
Søndag går med at vente på besked om hvad der egentlig forgår og efter mange timer lykkes det mig at finde ud af at Sofaløven er gået til reoperation og er endt på intensiv.... For da de åbnede ham igen fandt de ud at at overlæge har skåret hul i hans tolvfingertarm, så tarmsaft m.m. var endt ude i bughulen. Så tror da F.. at han havde ondt.

Normalt elsker jeg at have ret, men lige i dette tilfælde havde jeg nu nok mest ønsket ikke at have det. Og jeg skulle nok heller ikke have fortalt mit arbejde hvor meget jeg savnede dem og glædede mig til at komme tilbage til intensiv og kollegaerne. Ja man kan jo komme der før man aner det.

Er lige hjemvendt fra et lille besøg, han er heldigvis ude af respiratoren. Men ligger med smertepumpe, dræn, sonde og er tørlagt i den næste uge (det lyder næsten som om han er alkoholiker) og han skal nok ikke regne med at komme på arbejde før tidligst om en måned. Det er godt at der er 1½ mdr. til Lauritz skal indlægges til behandling.