Så er der pludselig gået 2½ år siden vi i februar 2008 fik at vide at Lauritz havde fået leukæmi. I dag blev han så erklæret rask. Han skal så bare til kontrol i de næste 5 år.
Det er helt utrolig så hurtigt at den tid er gået og den er gået super godt. Han har næsten ikke haft bivirkninger af kemoterapien andet end det man kan forvente, hårtab i starten og lidt småkvalme. Vi har heller ikke været bekymrede over om det nu skulle gå den forkerte vej, for behandlingen af børneleukæmi i dag er super god. Lauritz synes heller ikke at det har været slemt at være syg, som han selv siger :" hvorfor skal jeg være bekymret når I ikke er det" og det har han fuldstændig ret i. Det har været let !
Og så har vi nydt godt af at være medlem af de 2 børnecancer foreninger der findes i Danmark. Alle deres arrangementer er gratis og uden smitterisiko for det syge barn.
Vi har været i Legoland, Tivoli, Bakken og Djurs sommerland.
Vi har været til sportscar-event og landrover kørsel. Vi har været i biffen, teater og planetariet.
Vi har mødt kendisser som Anna David, Nik og Jay, Zididada og Paris Hilton (som jeg fik en strikketaske af ;-) )
Ja man kan jo blive ved....
Men det er nu dejligt at ens ferie ikke skal afbrydes af besøg på Riget og at Lauritz nu kan komme til udlandet og første rejse er bestilt. Vi skal til England i efterårsferien. Lauritz er mest glad for at han nu må drikke mælk lige inden sengetid, det har han ikke måtte i over 1½ år pgra indtagelse af kemopiller. Det sure er så - ifølge ham selv at han skal til at have gymnastik som han ikke har haft i 2½ år. Men vi tror nok han klarer det.
Motion skal der til og som gave for at han nu er rask, har vi og alle bedsteforældrene foræret ham en ny cykel. Han har allerede fræset rundt på den nede i vores gård.